Nye anbefalinger

Mange frisørprodukter, så som hårfarver, blegemiddel og permanentvæsker indeholder stoffer med potentielt skadelig virkning på huden og luftvejene.

Den gennemsnitlige forbruger af frisørprodukter, vil typisk få behandlet sit hår nogle få gange om året. I modsætning er frisører via deres arbejde udsat for disse stoffer på daglig basis, og er dermed i større risiko for at udviklet overfølsomhed for disse stoffer.

 

Luftvejene

Forskning har vist, at daglig indånding af kemiske stoffer i frisørprodukter kan medføre udvikling af overfølsomhed i luftvejene, som viser sig ved at næsen løber, bliver stoppet eller kløer når man arbejder med produkterne, og i værste fald kan man udvikle astma.

Meget tyder på at det især er indånding af stofferne persulfater, der kan medføre luftvejsgener hos frisører. Persulfater findes især i hårblegemidler, men der er også flere hårfarver, der indeholder persulfater. På Videncenter for Frisører og Kosmetikere har vi endnu ikke hørt om blegemidler, der ikke indeholder persulfater.

Hvis man vil se om et produkt indeholder persulfater, skal man læse indholdsdeklarationen og se efter følgende INCI-navne:

– INCI: ammonium persulfate
– INCI: potassium persulfate
– INCI: sodium persulfate

På dansk hedder de ammonium-, kalium og natrium persulfat.

I Videncenter for Frisører og Kosmetikere har vi for nylig testet frisører med mistænkt overfølsomhed overfor persulfater og raske kontrolpersoner, og vores resultater tydede på, at potassium persulfate er mindre  generende end de to andre persulfater, og vi vil derfor anbefale at man fortrinsvis vælger blegemidler og farver, der indeholder dette stof fremfor de andre.

Samtidig vil vi anbefale at frisører altid benytter udsugning når de arbejder med blegemidler, hårfarver og permanent. Dette gælder både når farverne blandes, når de påføres håret, og når de vaske ud igen. Hvis ikke der er adgang til udsugning i den salon du arbejder i, skal du gøre din arbejdsgiver opmærksom herpå.
Læs mere om udsugning/ventilation her

 

Huden

Der er lavet flere større undersøgelser i Danmark og i andre lande, som viser at frisører, og især frisørelever, har en høj risiko for at få eksem og nældefeber på hænderne som følge af hyppig hudkontakt med frisørprodukter og fordi frisører har våde hænder mange gange i løbet af en arbejdsdag.

Hvis man som frisør vil nedsætte risikoen for at få eksem eller nældefeber på hænderne, skal man sørge for at bruge handsker. Handskerne skal benyttes ved vask af kundernes hår og når man er i kontakt med hårfarver, blegemidler og permanentvæske. Det er vigtigt at man ikke genbruger handsker eller vender dem på vrangen, for så gør de mere skade end gavn.
Læs mere om handsker her.

Det er også en god idé at sørge for at benytte en god fed fugtighedscreme et par gange om dagen, for at undgå at huden på hænderne udtørrer.

 

Gode råd til, hvordan du passer på dig selv

Vi har her samlet en liste over gode råd til forebyggelse af håndeksem/allergi.

  • Brug handsker, anvend dem korrekt og GENBRUG dem aldrig.
    1. Ved blanding, påføring og udskylning af hårfarve.
    2. Ved afblegning og permanent
    3. Ved hårvask
    4. Ved styling af hår
  • Brug handsker så lang tid det er nødvendigt, men så kort tid som muligt
  • Handsker skal være rene, nye og tørre
  • Bland hårfarver og blegemidler under sug.
    1. Bruge blandeskab med sug, hvis det er et i salonen.
  • Brug bomuldshandsker under beskyttelseshandsken/gummihandsken
  • Du bør klippe før du farver.
  • Får du farve på hænderne – så vask dem straks med vand og sæbe
  • Brug creme uden parfume og med højt fedtindhold
  • Anvend cremen på hele hånden
  • Brug ikke fingerringe på arbejdet
  • Brug handsker ved vådt arbejde (også i fritiden)
  • Brug varme handsker når du er ude i de kolde måneder
  • Farv ikke dit eget hår eller få kunstige negle
  • Luft ud i salonen hver dag

Læs mere om forebyggelse af håndeksem