Afblegningsprodukter

De fleste afblegningsprodukter indeholder persulfater. Der findes tre typer, og alle kan give allergiske reaktioner som eksem, nældefeber og problemer med luftvejene.

De tre typer er:

  • Ammonium persulfate (ammonium persulfat) (CAS-nr: 7727-54-0),
  • Potassium persulfate (kalium persulfat) (CAS-nr: 7727-21-1) og
  • Sodium persulfate (natrium persulfat) (CAS-nr: 7775-27-1).

Persulfater bruges i produkterne, fordi de trækker farven ud af håret.


Anbefaling

Frisører bør vælge afblegningsprodukter, der kun indeholder kalium persulfat, da det er den type, der er mindst allergifremkaldende.

Hvis du skal vælge mellem produkter, der kun indeholder én type persulfat, anbefales rækkefølgen:

  1. Potassium persulfate (kalium persulfat) – bedste valg,
  2. Sodium persulfate (natrium persulfat)
  3. Ammonium persulfate (ammonium persulfat) – mindst ønskelige

Produkttype

Brug helst afblegningsprodukter i cremeform eller granulat. De støver mindre end pulverprodukter, og dermed mindskes risikoen for at indånde persulfater.

Hvis du bruger produkter i pulverform:

  • Bland altid produktet under udsugning.
  • Brug egnede handsker for at beskytte huden.

Der findes ingen miljømærkede afblegningsprodukter på markedet i øjeblikket.


Læs om et International studie her
Læs Majken Hougaard Foss-Skiftesviks phd-afhandling om persulfater her