For at beskytte frisører bedre mod skadelige stoffer er der nu kommet en ny international standard for fremstilling af handsker til frisørbranchen.
I september 2025 blev en ny standard DS/ISO 374-6:2025 – “Beskyttelseshandsker mod farlige kemikalier og mikroorganismer – Del 6: Beskyttelseshandsker til frisører” godkendt og offentliggjort.
I 6 år har kemiingeniør Ulrik Ahrensbøll-Friis, projektleder ved Videncenter for frisører og kosmetikere (VfFK), deltaget i det internationale arbejde med at udvikle kravene til de nye handsker.
Standarden beskriver, hvilke krav handskerne skal opfylde for effektivt at beskytte frisører mod både mikroorganismer og de kemikalier, der typisk arbejdes med – for eksempel PPD (fra hårfarve) og persulfater (fra afblegningsprodukter).
De nye handsker bliver produceret i to længder:
- en standardmodel på 24 cm og
- en lang model på 30 cm
Tidligere har der ikke været særlige krav til handsker i frisørfaget, men det ændrer sig nu med denne nye standard. Fremover vil handsker, der lever op til standarden, være markeret med et nyt piktogram: en silhuet af en langhåret kvinde, som får dryppet shampoo eller hårfarve i håret. Dette symbol skal gøre det nemt for frisører at vælge handsker, der er særligt udviklet til deres arbejde. Se nedenstående piktogram.

